Pelikanen

Asmild kirkes vindfløj

Går man forbi Asmild kirke og kigger op, kan man på toppen af tårnet se en pelikan som vindfløj. Ja, det hedder "vindfløj" som neutralt ord, når det nu ikke er en vejrhane.

Vindfløjen blev i sin tid givet af Charlotte Amalie Gylden Sparre, hvilket kan ses af bogstaverne C A G S , som er klippet i metalpladen. Det nøjagtige årstal vides ikke, fordi årstallet 1937 blev sat ind, da vindfløjen samme år blev fornyet. Men så meget kan man sige, at den må være sat op efter 1711, hvor Charlotte Amalie Gyldensparre blev enke og før hendes død 1757 Sammen med sin mand Hans Lange og siden, da hun blev enke, drog hun omsorg for såvel kirken som klosteret. Det var således hende, der i 1713 genopbyggede klosteret, efter det var brændt.

Selve pelikanen er skåret i en kobberplade.

Pelikanen som logo

Dyr er altid blevet brugt som symbol på menneskelige egenskaber og handlemåder. Går man på internettet og søger under pelikan, vil man finde pelikanen som logo for mange forskellige foretagender. I Puerto Rico er pelikanen en filmpris, der svarer til vores Bodilpris. Et firma fremhæver, at pelikanen er en af verdens største og ældste fuglearter med evne til at kunne flyve i 3000 m højde over lange distancer og uden de store anstrengelser i op til 24 timer ad gangen. Disse egenskaber af stolthed, erfaring og styrke overfører firmaet så til deres arbejde. Et andet firma  fremhæver, at pelikanen har gode flyvetekniske egenskaber og udstøder absurde lyde. Det skal vise, at firmaet ønsker at fremstå som en seriøs, kompetent og professionel samarbejdspartner, der samtidigt evner at udvikle humoristiske, overraskende og anderledes løsninger.

Vores hjemlige organisation Donorvirket, der samler dem, der frivilligt og uselvisk giver blod til andre via blodbanken, har også pelikanen som logo. Og hermed nærmer vi os den gamle kirkelige opfattelse og brug af den særegne fugl som kirkens vartegn.

Man kan måske sige, at vores pelikan som symbol er en tydeliggørelse af noget af det, der ligger i korset som symbol. Men hvor korset behøver flere ord for at blive forstået, er pelikanen, der nærer sine unger med sit eget blod, mere udtryksfuld i sig selv. Ja, man kan sige, at den som symbol samler både skærtorsdags nadverbudskab, langfredags selv- hengivende kærligheds udtryk og livets sejr over døden i kraft af kærligheden, som er påskedagens indhold. Dette sidste, som jo ellers ofte udtrykkes med hanen, der med sit tidlige morgengal forkynder den nye dag.

Men med vores pelikan får vi forkyndt så meget mere. At man så kan diskutere, om det ligner en pelikan, det er en anden sag.

Set i en aktuel sammenhæng forekommer det mig, at vores pelikan kan være en påmindelse til os om ikke at løbe efter vind, men sørge for vores børn mens tid er - uanset hvilken vej vinden blæser. Og også uanset hvad vej vinden blæser, kan pelikanen hjælpe os med at holde fast ved, hvad der er centrum i vores tro.

Pelikanen som symbol for Kristus

Pelikanen har langt tilbage i kirkens historie været brugt som symbol for Kristus. Efter sigende kan pelikanen ses afbildet flere steder, hvor der er bevaret kalkmalerier. Digteren Dante skriver "Den guddommelige komedie" omkr. år 1300 om Kristus som vor pelikan. I en artikel i Kirke og Sogn fra 1979 nævner tidligere sognepræst R.H. Knudsen, at pelikanen også omtales i Bibelen, nemlig i Ps. 102,7 som et Kristussymbol. I den nye bibeloversættelse er denne pelikan imidlertid blevet til en allike, men det gør ikke så meget, for sammenhængen er den hjælpeløses bøn og klage til Gud. Gode og stærke ord.

Asmild kirkes pelikan har en lang hals, som den bøjer mod sit bryst for med næbbet at såre sig selv og nippe blod til at nære sine unger med. Tydeligt nok et symbol for det, vi også kender fra nadveren: at give sit blod er at give sig selv til liv for andre. Et stærkt billede er det på den kærlighed, vor herre Jesus Kristus hele vejen igennem havde til mennesker, en kærlighed, som bedst lignes med en mors og fars kærlighed til sine børn.

Og runder man en dag Houlkær kirke, så se op. Dér skulle pelikanen også sidde på toppen af klokkestablen til minde om, at Houlkær kirke voksede ud af Asmild kirke.                                        

Lisbeth Andersen

Pelikanen fodrer sine unger
Asmild kirke
Asmild kirke med Domkirken i baggrunden
Alteret
Altertavle
Fuglekrusifiks
Døren til tårnrummet
Hans Thausen
Kirkebænke
Lydhimmel
Prædikestol
Dåbshimmel
Døbefont
Parti af altertavle
Korgitter
Runesten i våbenhuset
Kirken set fra nord
Kirkeskibet
Lysglobe
Orgelfacade