Personalepolitik
Det er væsentlig for Asmild Sogns Menighedsråd, at medarbejderne befinder sig godt på
deres arbejde.
Menighedsrådet
·Ønsker at finde og fastholde de personer, der passer bedst til de aktuelle arbejdsopgaver.
·Ønsker at hjælpe nye medarbejdere til rette i jobbet, så de hurtigt falder til.
·Ønsker at medarbejderne skal føle sig trygge i ansættelsen.
·Ønsker at fremme godt samarbejde og arbejdsklima præget af godt humør.
·Ønsker at sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
·Ønsker at evt. uoverensstemmelser løses gennem forhandling.
·Ønsker, at medarbejderne deltager i relevant efter- og videreuddannelse.
·Forventer, at alle medarbejdere sammen med menighedsrådet loyalt, enkeltvis og sammen hjælper til med at indfri ovenstående ønsker.
Ansættelsesprocedure for menighedsrådsansatte medarbejdere:
Menighedsrådet kvitterer for modtagelse af ansøgninger
Der nedsættes et ansættelsesudvalg bestående af formand, næstformand, kontaktperson, præster, medarbejderrepræsentant og evt. en medarbejder, som den nyansatte vil få tæt samarbejde med.
Det nedsatte ansættelsesudvalg læser alle ansøgninger og udtager de ansøgere, som ønskes til samtale og gennemfører samtalerne.
Alle medlemmer af menighedsrådet tilbydes at læse alle ansøgninger på kirkekontoret og komme med input til ansættelsesudvalget.
Ansættelsesudvalget indstiller til menighedsrådet, hvem der ønskes ansat.
Formanden underskriver ansættelsesbrevet.
Det meddeles de øvrige ansøgere at stillingen er besat og med hvem.
Modtagelse af nyansatte.
Kontaktpersonen modtager på første arbejdsdag den nyansatte og drager omsorg for, at den nye medarbejder bliver introduceret for de nye kolleger og menighedennf.eks. gennem kirkebladet. Til hjælp for den nyansatte, vil der være udarbejdet en arbejdsbeskrivelse.
Sygdomspolitik.
Evt. sygdom meddeles til kordegnen, som fører sygedagsliste og orienterer kontaktpersonen. Træffes kordegnen ikke meddeles sygdom direkte til kontaktpersonen.
Ved længerevarende eller gentagen sygdom kontakter kontaktpersonen den sygdomsramte.
Raskmelding går den modsatte vej så tidligt som muligt og senest dagen før, man møder på arbejde igen.
Ferieplan.
Kirkefunktionærerne udarbejder i samarbejde inden 1. april forslag til afvikling af disse. Forslaget forelægges og godkendes af kontaktpersonen.
Friweekends.
Kirkefunktionærer med ret til friweekends udarbejder i samarbejde en plan for afvikling af disse. Planen forelægges og godkendes af kontaktpersonen
Arbejdsmiljø.
Der er udpeget en sikkerhedsrepræsentant, der sammen med kontaktpersonen vil arbejde for at sikre et godt arbejdsmiljø. Der afholdes MUS-samtaler, udarbejdes APV-vurderinger ligesom menighedsrådsformanden én gang årligt indkalder alle medarbejdere til et orienteringsmøde, hvor bl.a. budgettet gennemgås.
Formel ledelse.
Kontaktpersonen har den formelle og daglige ledelse af de af menighedsrådet ansatte medarbejdere.
Graveren har dog den daglige ledelse af gravermedhjælpere.
Da kontaktpersonen ikke kan være til stede i større omfang i den normale arbejdstid, er det af afgørende betydning, at den enkelte medarbejder udviser stort ansvar over for sit eget arbejdsområde og i øvrigt bestræber sig på at støtte kolleger, der måtte have behov.
I bestræbelserne på vedvarende at sikre den gode arbejdsplads opfordres medarbejderne til at informere kontaktpersonen, såfremt man finder, at der er ting, der arbejdsmæssigt eller personalemæssigt ikke fungerer hensigtsmæssigt. Dette gælder også ved mistanke om misbrugsproblemer.
For så vidt arbejdsopgaver i forbindelse med kirkelige handlinger har præsterne den formelle ledelse.